Samerne i Norden og på Kolahalvøen fejrer i dag deres nationaldag i alle fire lande med forskellige arrangementer. Samtidig er dagen officiel flagdag med det samiske flag i de samiske hjemegne. Samerne regnes for EU’s eneste urbefolkning.

I Finland afholdes festgudstjenesten i Inari af biskoppen for Uleåborgs Stift, Samuel Salmi, mens citysamerne i hovedstadsområdet fejrer dagen med en tosproget gudstjeneste i Helsingfors Gamle Kirke. Af de 9.000 samer, som bor i Finland, er nemlig 60 % bosat uden for deres traditionelle tragter. I alt regner man med, at der er 75.000 samer på Den Fennoskandiske Halvø, med størstedelen bosat i Norge.

Samernes nationaldag går tilbage til 1917, hvor det første samiske landsmøde blev afholdt den 6. februar i Trondheim mellem nord- og sydsamer, der mødtes på tværs af grænserne. Nationaldagen blev fastlagt ved den 15. samekonference i Helsingfors i 1992 og har været fejret hvert år siden 1993, mens dag har været officielt med i den finske almanak siden 2004.