Vinduesdekoration på Selvstændighedsdagen 2012

Markeringerne af Finlands 95. selvstændighedsdag, den 6. december, indledes traditionelt med flaghejsning på Observatorieberget i Helsingfors kl. 09:00, mens dagen fortsætter med den økumeniske gudstjeneste i Helsingfors Domkirke, årets rigsomfattende militærparade, som vises i YLE TV 1 kl. 17:10 (finsk tid) med 1000 soldater, militærkøretøjer og et dusin jagerfly i Kouvola. Festligholdelsen slutter med taflet på præsidentslottet, hvor Republikkens Præsident, Sauli Niinistö, og fru Jenni Haukio er værter for en tv- og nettransmitterede fest, som også kan følges udenlands via nettet og oftest ses af 2 millioner seere her i landet.

Desuden har det siden 1985 været tradition, at YLE viser Edvin Laines filmklassiker i sort-hvid fra 1955, Den ukendte soldat, om Fortsættelseskrigen (181 minutter). Men eftersom den finske Lov om billedprogrammer er ændret ved årsskiftet har den finske Centralen for mediefostrende og billedprogrammer (MEKU) to dage før fastslået, at filmen er uegnet for børn under 12 år og dermed ikke må vises før efter kl. 17:00. I går besluttede YLE så akut, at flytte sendetidspunktet fra kl. 14.15 i TV1 til kl. 17 (finsk tid) på tv-kanalen Yle Teema. Tidligere har filmen dels været forbudt for børn under 15 år og dels helt uden aldersgrænser.

I forvejen var Rauni Mollbergs filmversion i farver af samme film fra 1985 programsat på YLE Teema til kl. 21:00 (195 minutter). En gispende film, der i øvrigt er optaget med håndholdt kamera ti år før Lars von Trier og andre gjorde noget tilsvarende.

Begge filmatiseringer er baseret på Väinö Linnas krigsroman af samme navn.

Så vil det vise sig, hvor mange børn, der orker at side foran tv-skærmen sammen med deres bedstefædre eller fædre for at se den ene eller begge film.

Dagen markeres desuden på Googles finske udgave med en doodle.

Aftenens festligheder på slottet kan følges her fra kl. 17:48 dansk tid på: http://arenan.yle.fi/tv/1759344

MEKUs hjemmeside (på svensk): http://www.meku.fi/index.php?lang=sv

Opskriften til præsidentfruen Ellen Svinhufvuds berømte kage, som også serveres i aften, kan findes her (på svensk) : http://svenska.yle.fi/recept/2012/12/05/ellen-svinhufvudtarta