Kekribukken (2013) er denne gang lavet af pilegrene

Kekribukken (2013) er denne gang lavet af pilegrene

Faktisk har flere af de traditioner, der ellers hørte til kekri, den gamle årlige høstfest, forskubbet sig til andre højtider, især julen, som også har sin buk og øl o.m.a.

Oprindeligt gik unge mænd udklædt som kekribukke fra dør til dør og truede sig til en lækkerbisken, f.eks. en bid kekrigris eller noget drikkeligt, noget som her i landet nu hører til påsketraditionerne.

Foruden høstfesten betød kekriugen også skiftetid for de ansatte på landet, og i skiftetidens friuge arrangerede de fester og danse rundt omkring. Kekri var oprindeligt ikke fastlagt til nogen bestemt dato, men faldt i takt med færdiggørelsen af høsten på den enkelte gård, og derfor kunne den godt vare i flere dage på skift på de forskellige gårde.  Traditionen blev holdt i hævd frem til begyndelsen af 1900-tallet, hvor urbaniseringen langsomt sætte sit præg på hverdagen. Men nu er der flere steder landet over ved at blive genetableret forskellige former for fejringer af kekri.

Igen i den forgangne uge har den årlige kekribuk stået på en tømmerfløde i Kajana Elv, hvor den brændes af lørdag 2. november 2013 og med et større arrangement med musik og åndemanerdans på ruinen Kajaneborg. En tradition som efter 13 år nu er ved at trække mange andre af Finlands genoplivede kekritraditioner op i omdrejninger. For øvrigt har den lokale bager ved kekritide i år udvidet sit sortiment ikke bare med et kekribrød, men også med en kekribolle.

Og naturligvis har kekri nu også sin egen hjemmmeside (på finsk): www.kekri.fi

Læs mere om Kekri – den gamle høstfest

Efterskrift:

Den danske filolog og religionshistoriker, Ferdinand Ohrt, (1873-1938) skriver i afsnittet Finsk Tro og finsk Galder i Danske Studier fra 1918 om kekritide:

”…Den storste Dødefest, Kekri, var om Efteraaret; i estisk hedder Oktober „Aandemaaned”, hingekuu; ogsaa hos Letterne er det de Dødes Tid; i finsk hedder November „Dødningmaaned”, marraskuu (af ældre marđas, et ældgammelt Laanord, jfr. f. Ex. mortuus).

Kirken søgte naturligvis at samle Dødekulten til Allehelgen- og til Sjæledagen, 1-2/11. Dødedyrkelse ved Juletid spores kun i Vestfinland, under nordisk Indflydelse. Østpaa gaar, ikke ved Jul men ved Kekritide, „Kekrifolkene” om fra Landsby til Landsby, udklædte og med Masker, og kræver Mad og Drikke, „ellers slaar vi Ovnene i Stykker”; de fremstiller vel de Døde. Andre Istedtrædere for disse er Tiggerne; de faar stedvis ved Gravfester Del i Maden og kaldes da „de navnløse”….”

Og de fallerede rester af kekribukken dagen derpå er ført med strømmen hen til .Kekribukken dagen derpåtjæreslusen.