Finlands selvstændighed 2013 markeres i byens danske banks vindue

Finlands selvstændighed 2013 markeres i byens danske banks vindue

Selv om det er Finlands 96. selvstændighedsdag i dag, er nationen lige som alle andre vågnet op til budskabet om Nelson Mandelas død. Det er også lige ved, at nyheden overskygger dagens forskellige markeringer af selvstændigheden, men det er måske intet under. Ud over at være en særlig stor personlighed var Nelson Mandela kun ét år yngre end det selvstændige Finland.

Ellers er dagen naturligvis forløbet med flaghejsninger og militære parader og kransnedlæggelser, som er gået helt efter traditionen. Derimod sker det et afbræk i traditionen, når Republikkens Præsident med frue indbyder til den årlige fest i Tammerforshuset med Tammerfors Filharmoniske Orkester med Santtu-Matias Rouvali som kapelmester. Ved koncerten optræder desuden ungdomskoret Sympaatti og drengekortet Pirkanpojat foruden solisterne Soile Isokoski, Vesa-Matti Loiri, Waltteri Torikka og Maria Ylipää. Selvstændighedsdagens koncert bliver en rejse ind i det finlændske sjælelandskab på musikkens og litteraturens vinger.

Der er inviteret 1.700 gæster, herunder 100 krigsveteraner. Selvstændighedsfesten transmitteres direkte i tv og radio og via internettet, hvor den også kan følges i udlandet fra kl. 16:14 dansk tid:

http://arenan.yle.fi/tv/2093464

Her i byen er der i år flere end de to traditionelle butiksvinduer, som prydet med blå-hvide stearinlys og blomster og flag. Sågar Danske pankki, som Finlands erhvervsblad, Kauppalehti, forleden kaldte den danske bank i en overskrift, viser i år sin fædrelandskærlighed med en udsmykning i dagens anledning. Noget der næsten kan virke paradoksalt, eftersom banken netop i 2013 er blevet helt dansk, hvor den tidligere var et finsk registreret datterselskab. – Måske skal kunderne bare have noget for pengene.