Dompap

For mange af nutidens finner er dompappen (Pyrrhula pyrrhula,  eller på finsk punatulkku) knyttet til julen, idet den bruges som dekoration i vinduerne, enten lavet af farverigt garn og ophængt som uro eller lavet af farve papirklip sat op på ruden. Se det er en rigtig julefugl!

Dompaphannen er en af de mest farvestrålende fugle i den nordiske natur. Hannen er umiskendelig med en markant rød underside, der står i stærk kontrast til den grå overside og fuglens sorte kalot. Når fuglen flyver, afslører den endvidere et hvidt vingebånd og en tydelig hvid overgump. Hos hunnen er det røde bryst erstattet af beige, men ellers er tegningerne de samme. Kaldelyden er et fløjteagtigt ”hjyy”. Sangen er en stille passiar i trækronerne.

Dompappens navn er en anelse specielt. Den finske forstavelse ”Puna” som betyder ”rød”, kommer naturligvis af fuglens farve. Men hvordan den har fået sin farve er en noget mere kompliceret historie. Ifølge en hvis religiøstinspireret fortælling var dompappens bryst tidligere kridhvidt, men blev farvet rødt, da fuglen fløj hen for at hjælpe Jesus på korset. Da der ikke var andre, der ville hjælpe ham, snurrede dompappen omkring og plukkede tornekransens torne væk fra Jesu pande. Derved blev dompappens bryst rødt af blod, og sådan har det været lige siden. En anden og nok mere hjemlig forestilling påstår, at fuglen fik sit røde bryst ved at bære vand og tyttebær til Kristus, som led på korset.

Men hvad så med anden del af det finske navn ”tulkku”? Man støder i den daglige sprogbrug sjældent på det som ord, selv om det nu engang er helt ægte finsk. Som verbum betyder  ”tulkuta” netop at mumle, insistere, at mudre og at mene. Det henviser med andre ord til lyden fra dompappen, som unægtelig er lidt mumlende og mudrende. På denne måde forbinder dompappens finske navn de to traditionelle måder at navngive fugle på, dvs. på baggrund af farve og lyd. Dompappens latinske navn, Pyrrhula pyrrhula, henføres ligeledes til fuglens røde farve.

Svenskerne har på sin side giver den røde fugl et fornemt navn, nemlig domherre eller på finsk ”tuomioherra”. Også i det ligger den røde farve, dog lidt ad omveje. Dompappens prangende brystparti minder efter svenskernes mening om en hvis katolsk præsts (domherres) kordragt, som naturligvis er af rød farve. Mon ikke det danske navn har samme oprindelse. I Finland, specielt i Österbotten og Savolax, er det svenske ”domherre” blevet til ”tuomiherra” på finsk, selv om dompappen ikke har noget som helst forhold til dommen. I visse dele af Vestfinland kaldes dompappen ligeledes for ”tuomioherra” direkte oversat fra svensk.

Dompappen er en synlig fugl, og derfor har den også været forbundet med forskellige forudsigelser. Ifølge nordmændene følger der et lykkeligt nytår, hvis man ser man dompapper i juledagene. Mens man i Centraleuropa har troet, at dompappen kunne helbrede sygdomme ved at opsuge sygdomsforårsagerne i sig selv.

Der har også forekommet de modsatte forudsigelser: Af en eller grund har det i dele af Finland været et tegn på døden, hvis der forekom dompapperne i haverne, og derfor har dompappen også fået tilnavne som dødsfugl og dødsspurv. Dårligt vejr og snestorm har også været i udsigt, hvis hårdtvejrsspåfuglen eller snestormsfuglen eller dompappen dukkede op i nærheden af bebyggelser. I hvert fald er der så meget om forudsigelserne, at en forværring i vejret får fuglene til at søge fødens lettest muligt, og det finder de jo i omgivelserne af den menneskelige bebyggelse, før i tiden på møddingen og nu om dage på fuglebrættet.

I Danmark forekommer der to racer af dompap, lille dompap (P. p. europaea) i den vestlige del af landet og stor dompap (P. p. pyrrhula) i den østlige del. De er næsten umulige at skelne fra hinanden i felten.

I efteråret 2004 forekom arten i stort antal i hele Danmark. Denne invasion var meget speciel, da ornitologerne landet over konstaterede, at fuglenes kald var anderledes end det almindelige og velkendte bløde fløjt. Kaldet blev beskrevet som lyden fra en legetøjstrompet, og det antages, at fuglene med dette kald var kommet til landet langvejs fra, et sted mod øst. Der ses gerne en overvægt af hunner og ungfugle blandt træk- og vintergæsterne. Om vinteren ses dompappen i småflokke i hele landet, ikke mindst i haverne, hvor den gerne kaster sig over løvtræernes knopper.

Tidligere var dompappen en almindelig burfugl, ikke mindst fordi hannerne kunne synge de melodier, som man fløjtede til dem under opfostringen.

Men det fortælles, at det tidligere skal have hændt, at fuglehandlere i Sydtyskland har oplært små dompapunger til at synge. Metoden var at tage de små fugleunger fra reden og placere dem i et bur i et mørkt rum. Flere ganger om dagen går en fløjtespiller så ind i det mørke rum og spiller nogle enkle toner (nogen gange kan det være en violinspiller). Dette gentages om og om igen, og når dompapungerne har hørt dette længe nok flyttes fugleburet fra det mørke rum og ind i et lysere værelse, hvor solen skinner ind. Glæden over at opleve solskinnet og ”foråret” skal så efter sigende få de små dompapunger til at sætte i med at synge de toner, de har lært tidligere. Det fortælles i den norske bog Småfuglene våre af Mikkel Skjevrak.

Den ældste finske ringmærkede dompap har været 6 år 11 måneder 28 dage gammel, mens den ældste europæiske har været en tysk dompap, der blev 12 år 7 måneder.

(Artiklen er oprindelig skrevet i 2010, opdateret: 18.12.2017)

Leave a Reply